Duften

det der nogle gange fanger mig
i et svagt øjeblik
men som også minder mig
kropsligt
om vores forbundethed

er hans duft

den der helt unikke ham-duft
duften af min søn
den samme som da han først lå på min mave

så bliver jeg svag

og gør dumme bjørnetjenester

men den minder mig
også
om min kærlighed
om kærlighed
om at det der ikke kan røres
kan føles

og genkaldes

som min mormors duft
der til tider rammer mig
minder mig
om at livet er så langt større end vores kroppe
hun er der stadig for mig
bare lige inde ved siden af
kan bare ikke se hende

Jeg kan heller ikke se ham
ofte kan jeg ikke engang se ham
når jeg holder om ham
han er ikke den

men han dufter

som min nyfødte drøm

som forventningens glæde
og smerten når jeg 'vågner'
er umenneskelig

eller også
er jeg bare for naiv

måske skal jeg erkende Khalil Gibrans vise ord

dine børn er ikke dine
de er til låns

slut færdig