BLÅ

Det der er så frygteligt
er at hver gang det går gdt
venter jeg på at det skal gå dårligt
og hver gang det går dårligt,
genkender jeg tilstanden og er
nærmest
lettet

Det er jo helt forkert

Det skal ikke være normalt
angsten
smerten
vinden i ørerne
horisonterne i sindet

Nogle gange så kan jeg lugte ham
selv om han ikke bor
her
mere
og jeg kan se ham
selvom han ikke ser sådan
ud
mere

Det er ikke hans skyld
han gør det bedste han kan
og det går så meget bedre

det er mig den er gal med
jeg har mistet evnen til at håbe
tilliden til fremtiden
mig
verden
livet

Tænker tit,
hvis det går galt igen
kan jeg så klare det?
.
.
.
.
.
Svaret er simpelt
jeg SKAL ikke klare det
jeg skal ikke noget
kun elske ham
på trods
i trods men også
FORDI
han er ham

Det er mit arbejde at finde rum i mit hjerte til at cceptere ting
acceptere det der ikke er acceptabelt
og tage afstand fra det
bare acceptere
at det er der

at jeg er der

Blå
jeg drømmer om himle
og have
oceaner af blåt og tyrkist
jeg VED godt
at havet ofte er grønt
men for mig
er det
blåt

kan jeg acceptere det?
så kan jeg acceptere alt