BLÅ

Det der er så frygteligt
er at hver gang det går gdt
venter jeg på at det skal gå dårligt
og hver gang det går dårligt,
genkender jeg tilstanden og er
nærmest
lettet

Det er jo helt forkert

Det skal ikke være normalt
angsten
smerten
vinden i ørerne
horisonterne i sindet

Nogle gange så kan jeg lugte ham
selv om han ikke bor
her
mere
og jeg kan se ham
selvom han ikke ser sådan
ud
mere

Det er ikke hans skyld
han gør det bedste han kan
og det går så meget bedre

det er mig den er gal med
jeg har mistet evnen til at håbe
tilliden til fremtiden
mig
verden
livet

Tænker tit,
hvis det går galt igen
kan jeg så klare det?
.
.
.
.
.
Svaret er simpelt
jeg SKAL ikke klare det
jeg skal ikke noget
kun elske ham
på trods
i trods men også
FORDI
han er ham

Det er mit arbejde at finde rum i mit hjerte til at cceptere ting
acceptere det der ikke er acceptabelt
og tage afstand fra det
bare acceptere
at det er der

at jeg er der

Blå
jeg drømmer om himle
og have
oceaner af blåt og tyrkist
jeg VED godt
at havet ofte er grønt
men for mig
er det
blåt

kan jeg acceptere det?
så kan jeg acceptere alt

Det er sådan det er

Det er sådan det er

Og så er det sådan det også er

Og så er det sådan det kunne være

Og så er det sådan det IKKE er og

Så er det sådan det burde være og

Og

Burde er den værste

Det er den der æder mig op

Den der skyld

En god mor burde…

Et godt forældre-barn forhold burde

Gode stunder burde…

Jeg burde…

Burde ikke være bange

Ikke være søvnløs

Ikke frygte

Ikke hade

Ikke alt muligt

Altså IKKE som i slet ikke

Mere ikke som i –

Ikke være SÅ søvnløs

Ikke frygte fremtiden for ham så meget

Ikke hade hans handlinger og det liv han har givet mig

Så meget

Jeg BURDE ikke græde

Over spildt mælk

Men han er ikke spildt

Eller mælk

Og det er jeg heller ikke

Jeg burde give slip på det

Jeg ikke kan gøre noget ved

Det der er for sent

Eller for uopretteligt

Eller bare forkert

Men det er netop de ting der brænder mest

Følelsen af magtesløshed

Ufattelig magtesløshed

Skakmat

Det er unaturligt for mig

Jeg er en fighter

Og alligevel sagde jeg til sidst fra

Lod ham frivilligt anbringe på en specialskole

Lod ham miste mig

Fordi jeg ikke kunne mere

Jo

Jeg tiggede hans far om at tage ham

Hans terapeut tiggede hans far om at tage ham

Kommunen forsøgte at overtale ham

Men hans far har en ny familie nu

Ikke tid

Ikke lyst

Og et eller andet sted kan jeg godt se det

Han ER svær at være sammen med

Utilregnelig

Uregerlig

Uærlig

Men han er vores søn

Og jeg svigtede ham ved at sende ham væk fra mig

Bare fordi jeg ikke kunne mere

Var for syg

For fattig

For bange for ham

Svagt

Vrøvl

Totalt vrøvl

Den indre dialog

Den der gør mig søvnløs,

Tynd

Angst

Bekymret

Er noget vrøvl

Jeg gjorde hvad der skulle gøres

Jeg sikrede ham en skole der kunne se ham

Mærke ham

Være der 24/7

Jeg undgik mit eget selvmord

Mentalt

Eller gjorde jeg

Siden jeg piner mig selv så meget nu

Mest om natten

Var det fordi jeg skreg så meget under fødslen?

Var min dødsangst med til at gøre ham skør?

Var det den slankekur jeg gik på mens jeg stadig ammede?

Var det da jeg ikke gik fra hans far da jeg skulle have?

Var det… alt muligt?

Og hvad så hvis det var?

Hvad hvis det var?

Hvad kan jeg gøre ved det nu?

Hvad hjælper det mig nu?

Det er sådan det er

Han er på en skole

Jeg kan ikke være sammen med ham i lang tid uden

At blive angst

Og søvnløs

Og hade det livet er blevet

Det er MIT arbejde

At finde fremtiden

Hans arbejde at leve i den

Han bliver snart 17

Indeni er han nok både 12 og 20

Hans smerte

Hans forvirring og angst for livet og fremtiden

Er min angst

Hans panik er min panik

Navlesnoren er stadig ikke klippet

…

Det er sådan det er

Ved I hvad der er virkelig flippet

at have indre billeder af stiknarkomaner,
kriminelle rockere og
hvide kister
og føle at man dør indeni

og hver morgen, starter det igen.

og hvis man blot får en lille sms
eller et kram hvis man ser ham - så ...
er han stadig den lille skat man puslede
og legede playmobil med.

Og næste øjeblik hader man ham,
for at ødelægge alt.
For skammen,
og for at suge alt liv ud af - ikke kun en selv
men alle omkring ham
og IKKE give noget tilbage

og for ikke at være her
min
søn

En bøn

Jeg er jer og I er mig

Og sammen er vi universet

Sammen er vi kærlighed

Sammen er vi liv og død

Sammen er vi eksistens

I er mig og jeg er jer

Og sammen er vi kærlighed

Jeg ønsker mig liv og

Jeg ønsker mig kærlighed

Jeg ønsker mig død og

jeg ønsker mig eksistens

I er os og vi er jer

Og sammen er vi eksistens

Den eneste mening er kærlighed

Published with Blogger-droid v1.7.4

hader ALT

SIMPLY
alt
Det hele
Besværet
Bekymringen
selv kærligheden
Gå væk
Sagde jeg

Skrig

Det hjælper ikke
Gør noget
Hvem fanden taler jeg egentlig til

Hader alt

Hader "hvis"legen
Hader dem der siger "hvis og hvis min røv var spids"

Hader at jeg hader
Og at jeg elsker

Vil hellere ingenting
Eller løbe væk
Eller dø
Hvis ellers jeg troede at jeg så slap

Hader tro
Og reincarnation

Gå væk verden
Du har taget min drøm
mit barn
min hverdag
Og min ferie
Min ilt

Du har gjort mig gammel
Bred om røven
Og bitter

Du har taget mit smil
Min naivitet og
Min mening.

Jeg insisterer på min ret til at være gal
Og jeg kræver at du lar' mig være nu
Jeg insisterer på nyt liv på en anden planet.

Jeg bor her jo alligevel
Her på min egen planet.

Den hader jeg ikke

Published with Blogger-droid v1.7.4

 

Under himmelen i havet

Det er fjollet

Men nogen gange

Tvivler jeg

Tager mig selv i tonstunge tanker

Føler dem om anklerne som jeg synker

Ned ned ned

I havets dybe grave

Men gang på gang

Med armene over hovedet

Mærker jeg kræfter større end mig

Række deres smil

Deres gyldne stråler

Mod mig

Og ilten komme til mig

Jeg trækker stik mod naturens love

Vejret

Igen og igen

Under vandet

Frigør mig fra mine klodser

Lader mig langsomt svæve

Op mod overfladen

Fanger solen der hvor den bryder

Og svømmer mod land

Indtil næste gang.

Duften

det der nogle gange fanger mig
i et svagt øjeblik
men som også minder mig
kropsligt
om vores forbundethed

er hans duft

den der helt unikke ham-duft
duften af min søn
den samme som da han først lå på min mave

så bliver jeg svag

og gør dumme bjørnetjenester

men den minder mig
også
om min kærlighed
om kærlighed
om at det der ikke kan røres
kan føles

og genkaldes

som min mormors duft
der til tider rammer mig
minder mig
om at livet er så langt større end vores kroppe
hun er der stadig for mig
bare lige inde ved siden af
kan bare ikke se hende

Jeg kan heller ikke se ham
ofte kan jeg ikke engang se ham
når jeg holder om ham
han er ikke den

men han dufter

som min nyfødte drøm

som forventningens glæde
og smerten når jeg 'vågner'
er umenneskelig

eller også
er jeg bare for naiv

måske skal jeg erkende Khalil Gibrans vise ord

dine børn er ikke dine
de er til låns

slut færdig

Imponerende

Synes det er imponerende hvor hurtigt
han kan skabe så meget negativ
energi

og drama

store dramaer.

jeg er kommet til den konklusion,
at det er en nødvendighed for ham
og at det er en nødvendighed
for mig
at distancere mig fra det

et skridt væk
to skridt væk
skridt nok væk til at kunne se de blinde pletter
og finde iltlommerne
så jeg ikke drukner

nu er spørgsmålet så
hvordan gør man?

der er ingen øvre grænse for følelser
mon der er en nedre?

Har aldrig kendt til kriminelle verdener
stoffer
pushere
hælere
tyveri
mellemmænd

jeg vil lade universet om, at uddanne ham
og mig

og håbe på og
bede til
at der er liv
og kærlighed til os begge