at have indre billeder af stiknarkomaner,
kriminelle rockere og
hvide kister
og føle at man dør indeni
og hver morgen, starter det igen.
og hvis man blot får en lille sms
eller et kram hvis man ser ham - så ...
er han stadig den lille skat man puslede
og legede playmobil med.
Og næste øjeblik hader man ham,
for at ødelægge alt.
For skammen,
og for at suge alt liv ud af - ikke kun en selv
men alle omkring ham
og IKKE give noget tilbage
og for ikke at være her
min
søn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar